Den 3. december 2004.
I dag fylder jeg 9 måneder. Så er jeg ikke hvalp længere. Jeg er unghund, siger mor.
Vi har fejret dagen med en lang tur ved stranden. Selvom det er vinter, kan jeg ikke få svømmeture nok.
På mit gavebord var et bidedyr, et sovedyr, 3 ”rigtige” hundebolde (tennisbolde er ikke sunde for tænderne, siger damen i dyreforretningen) og et stort kødben.
Det er meget længe siden, jeg har skrevet, for vi har haft computerproblemer.
Men mor har notater, og far har lagt billeder ind, så jeg skal nok få styr på det.
Ellers er her lidt forvirret for tiden. Vi har købt et hus syd for Frederikssund – tæt på fjorden.
Og så skal huset her sælges. Far og mor rydder op og gør rent hele tiden (selvom Nina er meget grundig hver fredag),
for der kommer mange fremmede og kigger på huset og haven. Vi må ikke være hjemme, mens de er her, så Inge får tit besøg.
Det, synes hun, er hyggeligt. Vi håber, huset bliver solgt i dag, for ejendomsmægleren har gjort papirer klar til nogle, der er meget interesserede, og som kommer til møde hos ham i eftermiddag. Så kan jeg rode og sætte mudderpoter igen.
Vægt dags dato: 25,8 kg (vi er tilfredse).
Den 7. december 2004.
Far har været syg i en uge og har været herhjemme. Det er dejligt.
Nu er han ved at have det bedre og er kørt uden mig, for mors bil skal have nye dæk.
Jeg piber lidt ved døren. Det er mor bestemt ikke tilfreds med. Der må være grænser for forkælelsen, siger hun.
Den 19. december 2004.
Vægt: 25,7 kg. Tilsyneladende har jeg tabt mig lidt.
Mit livs første sne! Det er lidt koldt, men det kommer jeg til at vænne mig til.
Pernille og Menia kommer på besøg. Heldigvis får vi lov at lege inde. Pernille glæder sig til jul, siger hun. Jeg forstår ingenting.
Den 24. december 2004.
Så er det juleaften. Vi pakker mors lille bil med stegte ænder, sovs og en masse gaver i fint papir. Der bliver lige plads til far, mor, Inge og mig. Så går turen til Nivå, hvor Ole, Dim og Nina-Mai tager imod i et fint pyntet hus med grantræ i stuen, nisser og en masse lys. Vi spiser, synger længe, og så får vi gaver. Der er en rigtig sød bamse fra Nina- Mai til mig. Vi kalder den Nikolaj, ogjeg vil passe godt på den.
Det tager meget lang tid at komme hjem, for mens vi har hygget os indendørs, er der faldet en masse sne. Vejene er så glatte, at politiet må lukke nogle strækninger.
Den 31.december 2004.
Vi har haft nogle hyggelige dage. Far har ferie. Vi sover længe og går gode ture. Vi besøger også bedstemor, som giver mig en tøjko, der kan sige muh.
Vores hus er solgt nu, og mor og far taler meget om flytningen.
Det er nytårsaften. Inge kommer på besøg. Der er bulder og brag og mange raketter. Jeg tager postyret fint og får ros og knus og en tøjløve. Den hedder Hugo.
Desværre har hverken far eller mor husket at tage billeder af min første juleferie. Jeg er ellers så god til at pakke gaver op.