Juni 2004

I dag bliver jeg vaccineret. Det gør Henrik – min dyrlæge. Han er sød, så jeg mærker slet ikke stikket.

Han undersøger mig, og siger, at jeg er fin over det hele – undtagen i ørerne, som lugter surt. Han renser dem og drypper dem og skriver en recept til mor. Nu håber jeg, hun kan få det til at holde op med at klø. De taler også om min vægt. Jeg er lige tilpas og skal ikke have min ration sat op. Suk! Så får jeg klippet negle. Det er dejligt at blive puslet, og jeg giver Henrik et forsigtigt kys. Han ser også min stamtavle og siger, at mine knogler nok vil vokse sig stærke og fine. Det bliver far og mor glade for at høre, og de fortæller om kennelen på Stenagervej i Askov. Jeg møder desværre ikke andre hunde hos dyrlægen, men der er rare mennesker, der klapper mig og køber store sække med mad. Jeg har mad derhjemme, så vi siger pænt farvel og tak for i dag.

Senere må far stå lang tid i kø på apoteket for at få min medicin, der altså bare har at virke.

Den 4. juni 2004.

I dag skal Louises mor opereres i hånden. Derfor har vi lovet at ”passe” Louise, når hun kommer fra klub. Det går helt fint. Vi får mad og ser en masse fjernsyn. På godnatturen viser jeg, hvordan man tager tilløb og kurer på maven ned ad bakkerne, og hjemme griner Louise ad min selvopfundne kunst med lynhurtigt at snuppe hårelastikken ud af mors hår.Desværre hygger vi os så meget, at kameraet bliver glemt endnu en gang.

Den 5. juni 2004.
Far og mor skal til ”gallafest” på amatørscenen. Jeg kan næsten ikke kende dem i det fine tøj, men heldigvis kommer ”hundesitter” Inge i god tid. Hende må jeg godt hoppe op ad og give knus. Vi har en rigtig hyggelig eftermiddag og aften, så jeg er lige parat til en god nats søvn efter tur med far – nu med normaltøj.

Den 6. juni 2004.

Vi besøger bedstemor i hendes hus. Hun er meget glad for at se mig, selvom hun er lidt bange for, at jeg skal bide i hende og hendes ting og tisse på hendes gulvtæpper.

Den 7. juni 2004.

Min første skoledag i en lergrav ved Roskilde. 34 hvalpe er tilmeldt. Heldigvis er der mange trænere. Far går med mig. Jeg er nem og dygtig, siger han. Desværre får vi ikke lov at lege rigtigt. Det er for farligt, siger overlæreren, så vi må nøjes med at ”hilse på”, mens vores mennesker vikler snore ud.

Snore eller ej! Jeg finder en dejlig kæreste, som jeg glæder mig til at møde igen på mandag, for vi får ikke sagt farvel. Måske er han lige så træt som jeg efter timen. Det er anstrengende at skulle høre efter og gøre de rigtige ting så længe. Og alligevel vil far have, at vi skal ”lave lektier” på aftenturen. Han er nok bange for at glemme det, han har lært. Om natten snorker, gør og løber jeg i søvne, men næste morgen er jeg frisk ved madskålen og klar til leg og ture (med lektier).

Den 10. juni 2004.

11,5 kg. Har kun taget 800g på. Far overvejer at sætte min ration op. Rimeligt, ikke? Mor vil se tiden an – og det gør vi så.

Endelig rigtig sommervejr – og så er det søndag.
Vi skynder os at stemme til EU-parlamentet. Jeg må godt komme med ind, for der er indrettet et lidt større stemmerum specielt til folk med hunde. Jeg sætter min pote rigtigt, siger far, og så tager vi til stranden.

Først går far med ud – men jeg tør godt selv jagte den bold. Se, hele hovedet under!

Dreje rundt – og hurtigt op på land! Ved et uheld svømmer jeg lidt. Det prøver jeg ikke igen, selvom både mor og far lokker.

Viola kommer på besøg om eftermiddagen. Hun er alene hjemme, og den opererede hånd har det ikke godt. Men jeg tisser begejstret på hendes sandaler. Det hjælper meget på hendes humør.

I dag er der alvorlige ting at tænke på: Skole igen i aften. Kan jeg huske det, vi har trænet hele ugen? Hvad skal jeg bruge den nye, orange ”pind” til? Og kommer min flotte, store, sorte kæreste også ud i lergraven?

Nogen har blokeret vejen til træningsstedet med kæmpestore sten. Vi prøver at køre over markerne. Det lykkes ikke, og vi må gå hen til et sted, vi låner af nogle søde spejdere. Der er ikke så langt, og jeg når at tisse og ”sætte mig” undervejs. Praktisk!

Først hilser vi stille og pænt, men gradvis vinder gensynsglæden over høfligheden. Jeg kan ikke se min kæreste nogen steder. Hans far ser nok EM-fodbold, for Danmark spiller i aften – mod Italien, tror jeg nok.

Far kontrollerer, at min halslænke sidder rigtigt, - og så er vi alle sammen klar i blæsten.
Det går helt godt (især når jeg koncentrerer mig), men vi skal også bare gå pænt, dreje, sidde og blive siddende – alt sammen i snor. Hvad mon der ville ske, hvis vi alle sammen blev sat fri? Nå, den tanke skal slet ikke tænkes!

Nu ved jeg, hvad den orange ”pind” (den hedder en dummy) skal bruges til. Den skal kastes, og jeg skal hente, bringe og aflevere - ligesom med den gode strandpind hjemme i haven. Det er mest mor, der leger den leg med mig, men i dag går jeg med far og træneren, mens mor sidder klar med kameraet. Far tager lænken af mig og kaster dummyen. Jeg drøner efter den, snupper den midtpå (som man skal) og afleverer i fuld fart – til mor! Alle griner! Træneren siger, jeg er den fødte apportør, og at jeg ikke (suk) behøver at prøve igen. Vi siger bare farvel, og på gensyn.
Henne ved bilerne er der kaos. Det næste hold hunde er ankommet, og deres forældre har parkeret, så vi andre ikke har en chance for at komme ud. Det tager lang tid, at få kaldt ”synderne” tilbage. Næste gang vælger vi nok at gå lidt længere.
Fodboldkampen endte 0-0.

Da mor og jeg kommer hjem fra vores første rigtige regnvejrstur (ikke særlig rart), vil Louise lige aflevere en bog, hun har lånt. Det er heldigvis holdt op med at regne, så Louise og jeg kan godt lege i haven. Jeg er alt for glad for besøget til at koncentrere mig om legetøjet. Der skal mange store og vilde jubelrunder til. Men så er jeg også helt udmattet. Mor giver os tæppet ud. Jeg gnaver kødben, mens Louise kæler for mig. Lykke!

Den 17. juni 2004.

12,4 kg, slank og fuld af energi.

På vores aftenture oplever far og jeg en masse. Lige nu bliver tårnfalkeunger fodret af deres forældre. De små sidder på et stenhegn, virrer med vingerne og siger forvirrede lyde, mens de voksne flyver til og fra med maden. Mor har længe holdt øje med hejrereder i nogle grantræer ved søen. Forleden så vi en hejreunge i skovbunden. Jeg blev kaldt ”på plads” og lystrede fint. Alligevel har ungen vel ikke mange chancer for at overleve, mener far, selvom han indrømmer, at han ikke har så stor erfaring med hejreunger.

Det er allersjovest, når vi møder hunde, der gider og får lov til at lege. Jeg har lært, at der er forskel. Nogle er gamle, andre sure og andre igen lidt bange. Men møder vi en, der er oplagt, kan jeg drøne, til jeg falder om. Desværre er det mor og far, der bestemmer, når det er nok. Så kan det knibe med at huske de gode manerer. Jeg er ellers blevet meget lydig og nyder at blive rost.

Den 21. juni 2004.

Det er spændende at hjælpe med husarbejdet, selvom mor kalder mig tidsrøver(?).

Endelig er vi klar til at køre ud på tur. Jeg kan ikke selv hoppe op, men jeg hjælper til, for jeg er blevet så tung. Der er rigelig plads til mig i mors bagagerum, og jeg nyder at blive kørt til vores gode steder.

Her har jeg fundet en grankogle, som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med. Det er et sjældent roligt øjeblik i ”vandværksskoven”. Jeg har normalt travlt på vores ture. Der er meget at holde styr på, så helt nye ruter kan virke forvirrende. Det oplevede jeg i går, da far havde lyst til at se noget nyt. Jeg var ikke helt tryg –

- men der var pæne marker at se på.

Den 21. juni 2004.

Skole igen. I dag går vi ud til det ”gamle” sted – der er bedre plads. Stadig ingen kæreste (fodbold-EM er ikke forbi endnu), men mange andre søde kammerater at hilse på. Vi skal gå og sidde på samme måde som sidste gang. Far synes, jeg er meget ukoncentreret, men jeg har været dygtig på alle vores ture hjemme og gider egentlig ikke.

Vi bliver delt i mindre hold. Far og jeg går med en anden træner end sidst. Far kaster ”apportdimsen”. Den lander i noget meget højt ukrudt. Træneren rejser sig, men opdager, at jeg søger, og sætter sig og venter pænt, til jeg har afleveret til far. Så får jeg ROS og besked om ikke at træne for meget. Men jeg er ikke god til at blive siddende, når mor og far går bare lidt væk. Det bliver nok nødvendigt at øve på det.

På vej tilbage til bilen ser vi en flot regnbue. Jeg er for træt og sulten til at være interesseret.

Den 23. juni 2004.
Det er Sankt Hans, og Inge kommer på besøg. Vi hygger os, og jeg viser, at jeg har lært at sidde pænt ved madskålen, til der bliver sagt ”værs´go´”. Senere er der fyrværkeri meget tæt på. Jeg bliver ikke bange, og far og mor er lettede – underligt!

Den 24. juni 2004.
Vægt: 12,9 kg. Vi er helt tilfredse.

Den 26. juni 2004.
Det er lørdag. Far giver mig mad, og mor og jeg får en ekstra lur, mens far tager på indkøb. Ikke dårligt!

Far har nye planter til krukkerne med hjem. Det kunne være skægt at hjælpe med at plante, men jeg må nøjes med potterne, som får en ordentlig tur rundt i haven.

Vi kører til stranden. Der er vådt i den høje bevoksning langs indsøerne, for det har regnet i mange dage, men vi nyder den friske luft og stilheden. På hjemvejen går vi op i klitten og holder udsigtspause midtvejs. Jeg graver et dybt hul – og så går turen videre, afbrudt af leg med selvfundne, gode pinde.

På vejen neden for klitten får vi pludselig øje på to store, plettede hunde uden snor. Vi går ned og hilser pænt på dem og deres mor, og får lov til at lege. Hunhunden Freja er lidt distræt efter sin løbetid(?) og løber kun lidt med.

Men Silas og jeg trænger til at afreagere (selvom jeg legede længe med en anden labradorhvalp i går). Heldigvis har far og de to mødre meget at snakke om, og frikvarteret bliver så langt, at vi også kan nå at hyggesnuse lidt.

Her er han så: Min nye ven Silas. Skal jeg skifte kæreste? Det er lidt svært!
PS. Nu er jeg helt forvirret. På godnatturen møder jeg alle tiders flotte schæferhan. Vi lejer selvom han bliver holdt i lang snor af damen, der passer ham. Skal jeg hellere vælge ham? Han er jo lige i nærheden. Jeg kommer til at sove på det.

Den 27. juni 2004.

I dag er jeg træt og sover til kl. 9. Far og jeg går over til Inge. Der er udsigt til meget mere regn, så hun skal låne en masse videobånd, som mor har fundet frem. Far skal både styre mig og den store pose. Derfor lader han kameraet blive hjemme. Det er en skam, for Inge bliver vældig glad for at se os. Jeg får knus og inspicerer hus og have. Alt er i orden. Vi går en omvej hjem. Heldigvis møder vi ikke andre hunde. En legefri dag er velkommen.

Om eftermiddagen besøger vi bedstemor. Det gør Dim, Ole og Nina-Mai også, og bedstemor synes vist, det er lidt overvældende med os alle sammen på en gang. Hun har husket at lægge min legeand frem. Det passer mig fint med den og alle de kæl, jeg får. De dækker bord, drikker kaffe, spiser kager og lytter alvorligt til bedstemor, mens jeg keder mig lidt i sofaen ved siden af Nina-Mai.

Men så bliver Nina-Mais hårelastik for fristende. Den er bundet meget stramt. Jeg skal bruge en del kræfter for at erobre den, men selvfølgelig lykkes det, og Nina-Mai er oven i købet sød og tålmodig. Hun sætter elastikken på plads, så vi kan prøve igen.
Øv! Hun skal rejse en hel måned til Thailand med sin mor og får slet ikke tid til at besøge os i sommerferien. Hun leger ellers smaddergodt. Jeg kommer til at savne hende lige til den første weekend i august, hvor hun har lovet at komme.
På godnatturen tager jeg mod til mig og svømmer ud og henter den pind, far kaster ud i det fine, rene vand i bassinet for enden af ”vandværksskoven”. Far er meget stolt.-------- Nu er der EM-kamp (Danmark-Tjekkiet). Jeg kan godt sove, selvom far og mor en gang imellem råber lidt højt.

Den 28. juni 2004.
Sikken en dag!

På middagsturen møder vi Lucky (den labradorhvalp, jeg legede med i fredags). Vi tager en ordentlig tumletur i græs og kulsorte muldvarpeskud. Skønt! Vores mødre giver os rigelig tid og skiller os først ad, da vi ligger på siden og kælebider ad hinanden. Så labber vi pænt efter hver sin mor.

Bassinet fra i går er lige i nærheden. Mor vil gerne have mig skyllet og går på jagt efter gode pinde. Hun kaster, og jeg henter lige så fint som i aftes. Jeg er ved at være skrap til det svømmeri. Bagefter må vi gå langt for at få mig bare lidt tør. Men det er rart, for solen skinner, og vi får hilst på et par ældre hunde.

Jeg er meget sulten, men jeg spiser ikke, før jeg får lov.

Om aftenen er der skole. Vi parkerer et nyt sted og går gennem meget høj bevoksning til træningspladsen. Her skal man helst vente på lærerne i ro, men jeg bliver hurtigt træt af fars gummistøvler og finder en sød legekammerat. Min gamle kæreste er der igen. Han har haft dårligt ben (og ikke set fodbold), så ham får jeg slet ikke lov at hilse på.

Den første del af træningen er altså kedelig. Mor og far har ikke gjort nok ved lektierne, og jeg bliver helt forvirret. (De aftaler at være grundigere i næste uge. Hm!) - Men apportere, det kan jeg! Fuld drøn på, flot søgning og fin aflevering! Desværre er der kun et forsøg til hver. Er det så ikke rimeligt, at jeg hyler i vilden sky? Hjem, aftensmad – ingen godnattur til mig, tak. I morgen tager jeg en hviledag.