Marts-April 2005

        

Den 3. marts 2005.

I dag fylder jeg 1 år. Men det bliver der ikke rigtig tid til at fejre.
Flyttemændene kommer tidligt. Alt er pakket og klart, så vi kører i forvejen til Frederikssund.
Det snestormer, men både vi, møbler og kasser kommer sikkert i hus.
Her er nu ikke særligt hyggeligt: Kasser alle vegne - ingen billeder på væggene –meget få lamper – vandskade i det nye soveværelse, så vi må sove i tv-rummet.
Det klarer vi fint.
Det er meget værre, at mor ikke tør gå ud, for det tør om dagen og fryser om natten, så stierne er rene skøjtebaner.
Jeg venter så tålmodigt på mine ture med far, der også er begyndt at cykle med mig om morgenen.
Mor får ikke alle de knus, hun plejer. Jeg er lidt usikker på dagsordenen i det nye hus.
Og så flytter de om på møblerne hele tiden – også mine 3 kurve! Jeg trænger til lidt ro. 

Den 6. marts 2005.

Vi står tidligt op og kører til Nivå, for Nina-Mai skal døbes i kirken der. Mor og far siger, det gik fint.
Det oplever jeg ikke. Jeg sidder bare i bilen. Surt! Men far kommer da og lufter mig.

Den 7. marts 2005.

Mor fylder 60 år – en meget stille dag.

 

Senere i marts.

Lidt efter lidt smelter is og sne, og vores ture bliver længere. Fjorden har jeg badet i, hver gang den var isfri.
Vi opdager, at vi kan gå langs stranden til Kalvøen, hvor der er opført en vikingelandsby.
Her spiller lokale amatørskuespillere hver sommer et vikingeskuespil.
Jeg får nok ikke lov til at se det, selvom mor og jeg følger ivrigt med i sceneopbygningen.

 Påske 2005.

Nina er kommet helt fra Taastrup for at gøre rent. Vi skal have familien – også bedstemor - på besøg.

Min kurv og sovedyr har fundet sit blivende sted i soveværelset. Hurra!

Den 28. april 2005.

I dag er jeg kommet til skade. Da mor og jeg er på vej hjem fra en dejlig lang tur, finder jeg noget at rulle mig i – rigtig lækkert!
Mor er ikke helt enig, så vi må om i ”østershavnen” for at bade mig. Jeg gider ikke hente den pind, mor har fundet.
Derfor kaster hun en sten ud efter den. Hun ved bare ikke, at jeg er lige bag ved hende. Jeg griber stenen i luften og knækker en hjørnetand. 

Dyrlægen i Frederikssund lægger mig i narkose og tager røntgenbillede. Han siger, det ser alvorligt ud, og anbefaler en specialist i Karlslunde.
To operationer i fuld narkose! Det tager lidt tid at komme til hægterne. Men jeg bliver puslet om.